Om Goloms forfærdelige tvivl – den moderne!

Een af de eneste figurer i Lord of the Ring – The Two Tovers – som står tilbage efter filmen er forbi – og man er overkommet hvor smukke de var eller Frodos blå øjne, er Golom. Det er jo i og for sig mæ rkværdigt da vi fleste af os går rundt i mærkevare og drikke cafe Latte og Golom er nøgen, grim og ikke dét første man ville fortælle var del af ens familie. Men han udtrykker noget, noget der er langt dybere end de øvrige figurers kliche-fabrikation, der mere eller mindre lever op til enhver DreamSociaty-lækkerhed.

Vi genkender Golom, men genkender os ikke i smukke Viggo eller Alfe-yndige ???? – de er SÅ rene at de bliver umenneskelige, fabrikatarer – og derfor ikke interessandte. Golom er i tvivl. En tvivl der manifestere sig SÅ tydeligt at han ligefrem har to ansigter, hvis det da ér en “ham”, han bliver både en gammel kone og forladt lille dreng med mikro-sekunders mellemrum. Selv det tvetydige kønslige er på spil – eller kan man sige alt er frygteligt åbent og ingen repræsentation sikker. Hvem er jeg?

I filmen – The Two Towers – har den ene mørke side taget ham i starten, men så får han een Frodo der står op for ham og tror på ham – og vil guide ham. I MIN termonologi får Golom en menneskelig repræsentant at binde sig til. Det har det ikke skortet på i Goloms tidligere liv, hvorfor staklen kan overtales til at være verdensbehersker eller underdanig fætter på sekundet – som man bliver når man ikke har haft en binding til et andet – og sundt menneske – der foruden at give een evnen til at binde sig – være sammen med en anden – også lærer een hvem man egentlig er – SER een i bred betydning. (Hvis man ikke bliver set – kan man heller ikke sig sig selv – og kan gå galt – og gør det…)

Men desværre, som en moderne forælder, får Frodo nok i sine egne problemer og kan ikke magte adoptivbarnet Golom. Golom bliver ladt alene – igen – endda efter at have turdet det farligste for en tidligere forladt; at HAVE troet på en ny anden – tilknytningens mulighed i verdenen (og gjort det!). Og dén (repetitive) forladthed kan Golom ikke klare, i filmens sidste minutter. Stemmerne kommer igen og kulden… Selv om han krymper sig sammen i fosterstilling og vender ryggen til os for at værne sig, så får de magt; Stemmerne – og længslen efter Den Dyrebare påbegynder igen – fuck Frodo – nu har du selv skabt en fjende in-house fordi du var optaget…

Dérfor løber Golom med publikums-opmærksomheden – fordi det moderne liv er “Golomskt”! På den ene side og den anden. Hvor skal jeg hen, hvem er jeg – hvad skal jeg ville? Og sådan opstår den frygtelig tvivl og deraf medfølgende angst – som hos Golom – af forladthed – bortkastelse – udstødelse af fælleskab fra den ene Anden der gav en fundament for godt og ondt og rigtig og forkert og sjovt og alvor – og fuldstændig som Bendt Bendtsen bakkede os op hvadend vi gjorde (altså aldrig udstødte os) selv om far lagde afstand til knægtens narko-gerninger.

Og sån er behandlingen af os – forladte – at vi får en tilknytning til En Anden, en funderet Anden, der kan se os og i begyndelsen sige hvordan vi har det, fordi vi i vores forladthed ikke mærker eller aner om vi er i god spænding eller lammende uro. Og sån åbner ethvert menneske – og dyr til sit stærke selv – at man bliver favnet – og modsat omsorgssvigt – får omsorg – at den funderede Anden kan rumme vores sorg – så vi tør fortælle den; at vi er bange for at vores kammerat er ved at forlade os, at vi ikke synes at vi er kønne.

Og denne gentagelse i at kunne blive rummet med ALLE sider – gør at ingen sider af dig eller mig behøver at forflyttes til Skyggeland, men kan være i det åbne – uden skam. Hele mig er ok, selv om selvfølgelig nogen ting er lidt federe at vedstå end andre. Men jeg er elsket!

(- Modsat Golom, der er fuldstændig glemt – men dét glemmer Golom ikke, bare vendt til tredie akt! De udstødte slår igen, med mindre de har slået sig selv ihjel, forinden…)