Når Idealet Er Marinaer, Prinsessebryllup Og Dyre Biler

Så sker det igen, dé tv-stationer jeg betaler til via skatten klistrer deres digitale “nyheds-sites” til “om en time sker det” – lig med hvad enhver må vide, at “hun” giftes i Stockholm, hende partyprinsessen fra Stüreplan.

Jeg ønsker hende alt godt – intimforhold mellem mennesker er noget af det skønneste og svære, så jeg håber at der er en lille grundbog i parforhold mellem gaverne af skibsyachter, små slotte og stel til 400.

Det er ualmindeligt anakronistisk at se overklassen spille med i konge-, adelig- og spidserne-spillet og ualmindeligt rædselsfuldt for verdens fremtid, at se hvordan dét får lov at være betydningsfuldt. Hvorfor skal vi se det, høre om det og ikke høre om noget værdifuldt for os alle sammen?

Er det værdifuldt at ethvert pigeværelse følger med i brudelængder der er længre end strøget og beundrer at Roxettes spiller før kysset – hvad er værdien her – andet end – at nogen kan og andre kan være til globryllup og ikke ha’ råd, ikke være fin – uden slør og brudepiger.

Samtidig med “brylluppet” som det bare kaldes – for vi ved jo alle hvad vi taler om, finder verdens støre harm-reduction-conference sted i Vilnius. Hvor evidens på evidens smækkes på bordet om hvad det koster af trillioner af kroner af fastholde war on drugs, hvad det koster af menneskelig lidelse, stigmatisering, sygdomme og død – verdens sociale elendighed.

Det handler om folket. 24, 4 procent af europas unge er uden arbejde og for dem er sån konference temmelig vigtig, da en arbejdsløs ung mand i spanien uden uddannelse, bil eller penge godt kunne finde på at sælge lidt dope, blive afhængig selv og ende enten i kriminalforsorgens ulykkelige kløer eller drug-kartellernes.

Men vi skal høre om kjolelængder, mililiardær-datterens fremmøde og hvilken caviar til forret. Fortælling til de unge der er arbejdsløse..?!

Det er pinligt i en tid som denne, hvor finansfyrster har medvirket til recension, depression og menneskelig lidelse – at de ikke stikker piben ind. Laver et lowcost-bryllub i Dalarne, iført korte bukser og t-shirt, og ligner bare lidt selv Kina’s og USA’s præsidenter der prøver at smøre ærmerne op og medvirke lidt til menneskeheden.

Der kune være bygget 12 universiteter i Ghettoerne for brylluppets penge.

Men det kræver selvfølgelig at man har et værdighedskompas og ikke kun værdi fordi man har penge i banken – eller ja, på Seychellerne.

– Det bliver håbløst at skabe tillid mellem mennesker hvis selv journalisterne drømmer om et marina-bryllup for millionærer.

Det eneste lidt uheldige ved ekslusivitets idéen, det er følelsen hos dem, der står udenfor…

[dcfl-link text=”Open Menu”]