Broen til selvet – Tillidsbroen

Det sker noget ved tidlig afvisning. Ved et tidligt forældre-tab. Når den første eller anden vigtige i et barns liv skader “broen”mellem barnet og den anden – dé andre.

For barnets vinkel opleves det som et chock, et chock der biologisk får barnet til at impulsivt trække sig, fortrække sig – og nogengange helt væk fra sig selv.

Broen til den anden er vigtig. Det er den tillids-bro mellem mig ogverdenen og hvis den bro ødelægges, eller rystes, så rystes tillidsbroen mellem “mig” og “verdenen” – så skal jeg passe på fordi mine impulser kan medføre dén frygtelige uønskede effekt; at verdenen afviser een og man forlades – skubbes bort, isoleres.

Derfor er den emotionelle og kemiske logik, at man selv trækker sig, for-trækker sig, for ikke igen opleve dét forfærdelige – at kastes bort. For at passe på sig selv, undlader man at risikere med det væsensligste – sig og sit forhold til verdenen – sin relation. relationer er blevet farlige. Så helre alene.

Dét også i forhold, men alene – der er noget der er holdt tilbage – angst. Man ér sammen, måske gift, men den sidste del af een selv – er fraspareret. Hvis dén ses, så vil det ske igen – afvisningen. derfor bliver man giver, betaler, dén med de store armbevægeler overfor andre. Man skal bøde for at de andre vil lege med een.

Når man opdager eller får hjælp til at se dén jule-leg, at den tidlige skam-påførsel, helt op i voksen-livet, biokemisk og emotionelt styrer een, kan man bryde møsnstret. Få gen-skabt tillidsbroen. Se uretten i at blive afvist. Blive vred – adressere dén vrede og derved få æres-oprejsning til sig selv igen.