Tanker

Mens jeg skriver dette undrer det mig at jeg ikke noget før har sét ”den var gal”! Hvordan jeg rigtig mange, mange år, har affundet mig med min tilstand, selvisolering og undertrykte enorme sorg. For sorgen har jeg, må jeg ikke bare sige, men næsten frygteligt konstatere, nu hvor jeg får hjælp af en terapeut som ”angriber mig” fra en anden vinkel end med talen. Hun rør mig – og må jeg virkelige sige – rør mig fysisk – så en næsten kernenedsmeltet sorg og forladthedsfølelse begynder at røre på sig – og manifesterer sig i gråd. Jeg hulker som pisket og sidder næsten hele tiden med mit pæne hoved og siger; – jamen så slemt var det vel ikke, nu er jeg jo ikke noget Vietnambarn – eller er jeg.

Den norske moderne psykiater, Finn Skårderud, der har begået bogen ”Uro” taler om den hvide – og den sorte melankoli i det moderne menneske. Den åbnede for mig en form for forklaring på, hvordan jeg så længe har benægtet, fundet det urimeligt at jeg skulle ned og bide I græsset. Mig: succeen fra Matador og een gang Strømer… Netop derfor. Den hvide melankoli er nemlig mig – og nok også en del andre med mig; en moderne indre tomhedsfølelse, som ikke føles at have nogen fysisk forklaring i verdenen. Huset er jo ikke brændt. Godt nok døde far, men sån er vel livet og der har da aldrig manglet mad eller mærkevarer. Så min melankoli-følelse må være forkert, da der ikke synes nogen fysisk bevidnelse I verden for den.

Jeg har en melankolsk stemning inde I mig – har altid haft den med mig – næsten taget den for identiteten – og set mig selv som en dumrian, en livsamatør der bare ikke har kunnet forvalte de skønne tilbud verden har tilbudt sig med – for det har jeg ikke. Nærheden har været svær, tæt på umulig – det er ikke mesterskabet i kærlighedsforhold jeg vinder.

Jeg lå på en madras til et massagekursus med mange andre, hvilket slet ikke er mig, for sån – samvær med andre på dén måde – bryder jeg mig ikke om, men jeg var blevet overtalt og havde det rigtig godt med det, indtil ham jeg dannede partner med begyndte at græde af massagen og jeg skulle have en ny makker. En høj mand som min far og ligeså gammel, skulle jeg nu køre videre på; – mig der aldrig havde rørt min egen far – og bagefter skulle han røre mig – og så var det det skete; jeg kunne ikke røre mig bagefter, jeg begyndte at græde. Ikke lidt, ikke ”af en grund” – men dybt, dybt indefra mig brød en gråd igennem – overvældende rolig – I flere timer.

Dér forstod jeg hvad klokken var slået – jeg bar på noget som jeg ikke havde villet være af – en dyb, på det nærmeste grænseløs sorg, som jeg skammede mig over jeg følte. Jeg græd over mit liv – mærkede for første gang Mig selv – uden at tænke mig selv – hvad der nu var rimeligt eller ej, og jeg begyndte at få hjælp, gennem berørelsesvejen – som at få lagt en hånd på sin mave.

For det er jeg ikke vant til; hånd på mave, berøring, omsorg – næring og lys. Jeg er barn af en ulykkelig, ulykkelig mor, som har haft det ”langt værre end mig”, så hvorfor så begræde dét jeg selv har tabt derved. Ikke tale om – at bukke under for min stakkels mors mangler må have føltes som det største forræderi i verden, for jeg var jo den eneste der var; mors eneste hun kunne stole på, for storebror var ude, far på arbejde og det var kun mig der så mor græde over vasketøjet når hun ikke kunne finde kræfter til at lægge det sammen eller rejse sig fra vaskekælderen.

Jeg har levet i et helvede – men der var så lyst – så det kunne det da ikke være – og ingen sagde noget, på hospitaler, genopvågnings-stuerne hvor mor vendte tilbage efter endnu eet af hendes selvmordsforsøg, som heller ikke lykkedes – og som jeg fandt. Når man har levet på bunden af en brønd, så er man jo overbevist om at hele himlen er det lille runde blå for oven – og bliver ganske overrasket når det viser sig at himlen er til alle sider og helt til verdensrummet

Sådan har jeg det i dag, hvor jeg kan begynde at se det; at den dygtige, flinke og hyperbegavede ”lille Jens” har overlevet en frygtelig krig – hvor modstanderen var den man som barn holdt allermest af: mor. Som et lille barn der ser en spritter, der har slået sig – medfølelsen står malet I barnets grædende øjne – og det vil gøre alt for at hjælpe den stakkels mand – eller mor. Og det gjorde jeg – uden at fortælle det til nogen, for hun skulle jo ikke afsløres og hænges ud. Hun kæmpede jo!

Og ingen sagde noget. Ingen har nogensinde sagt noget. ”Hvor er du dygtig lille ven, at du har fundet hvilke piller det er!” Og stolt var jeg, jeg var en rigtig lille kriger – der først nu forstår – at jeg var sån på vagt – for en elsket, elsket svag, som ingen måtte vide om – at jeg derved levede som død – uden at lege, uden at spise, uden at gøre indsigelser og mærke at det kostede mit liv: En soldat i en hemmelig kamp ingen rev mig ud af.

Jeg lider ikke af melankoli. Men af angst. Al den angst som den lille soldat selvfølgelig ikke kunne bære og skylden over at jeg håbede at få hjælp – komme væk og ikke mindst: skammen over at jeg ikke lykkedes.

– Jens Arentzen

Kunstneren og underviseren Jens Arentzen

Jens Arentzen er vel dén performer i Danmark som optræder med mest vægt. Han har dannet skole for nu snart 2 generationer af vores bedste skuespillere, filminstruktører og erhvervsledere. Det fyger om ham med superlativer når det gælder hans roller, film, manuskripter og foredrag. Måske fordi Arentzen har den sjældne evne både at vide hvad han taler om i dybden, men også fuldstændigt originalt at kunne favne viden og følelser og så levere varen. Arentzen strømmer af sjældent set uforfalsket energi. Vi skal i mesterklasse for at finde hans lige!

Jens Arentzen resumé
Født: 2. Marts 1958 på Frederiksberg

Jens Arentzen er uddannet skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør. Han udgik fra Elevskolen ved Århus Teater i 1979 og han har siden medvirket i mere end 20 film og TV produktioner. Han er een af landets dygtigste skuespillere, mest kendt som Steen Dahl i Een Gang Strømer og Ulrik Varnæs i Matador. Senest spillet den onde greve i Grev Axel og Per Oscarssons søn i Manden bag Døren. Arentzen er også prisbelønnet filminstruktør, med bl.a. Blomsterfangen, Lille-John og Solen er så rød.Jens Arentzen er en ildsjæl i dansk film og kulturliv. Han har undervist i over 20 år på landets teater- og filmskoler. Derudover skriver han bøger, manuskripter og instruerer teater. Arentzen er en skattet konsulent, coacher og foredragsholder og ejer af produktionsselskabet Stories Production.

Når Idealet Er Marinaer, Prinsessebryllup Og Dyre Biler

Så sker det igen, dé tv-stationer jeg betaler til via skatten klistrer deres digitale “nyheds-sites” til “om en time sker det” – lig med hvad enhver må vide, at “hun” giftes i Stockholm, hende partyprinsessen fra Stüreplan.

Jeg ønsker hende alt godt – intimforhold mellem mennesker er noget af det skønneste og svære, så jeg håber at der er en lille grundbog i parforhold mellem gaverne af skibsyachter, små slotte og stel til 400.

Det er ualmindeligt anakronistisk at se overklassen spille med i konge-, adelig- og spidserne-spillet og ualmindeligt rædselsfuldt for verdens fremtid, at se hvordan dét får lov at være betydningsfuldt. Hvorfor skal vi se det, høre om det og ikke høre om noget værdifuldt for os alle sammen?

Er det værdifuldt at ethvert pigeværelse følger med i brudelængder der er længre end strøget og beundrer at Roxettes spiller før kysset – hvad er værdien her – andet end – at nogen kan og andre kan være til globryllup og ikke ha’ råd, ikke være fin – uden slør og brudepiger.

Samtidig med “brylluppet” som det bare kaldes – for vi ved jo alle hvad vi taler om, finder verdens støre harm-reduction-conference sted i Vilnius. Hvor evidens på evidens smækkes på bordet om hvad det koster af trillioner af kroner af fastholde war on drugs, hvad det koster af menneskelig lidelse, stigmatisering, sygdomme og død – verdens sociale elendighed.

Det handler om folket. 24, 4 procent af europas unge er uden arbejde og for dem er sån konference temmelig vigtig, da en arbejdsløs ung mand i spanien uden uddannelse, bil eller penge godt kunne finde på at sælge lidt dope, blive afhængig selv og ende enten i kriminalforsorgens ulykkelige kløer eller drug-kartellernes.

Men vi skal høre om kjolelængder, mililiardær-datterens fremmøde og hvilken caviar til forret. Fortælling til de unge der er arbejdsløse..?!

Det er pinligt i en tid som denne, hvor finansfyrster har medvirket til recension, depression og menneskelig lidelse – at de ikke stikker piben ind. Laver et lowcost-bryllub i Dalarne, iført korte bukser og t-shirt, og ligner bare lidt selv Kina’s og USA’s præsidenter der prøver at smøre ærmerne op og medvirke lidt til menneskeheden.

Der kune være bygget 12 universiteter i Ghettoerne for brylluppets penge.

Men det kræver selvfølgelig at man har et værdighedskompas og ikke kun værdi fordi man har penge i banken – eller ja, på Seychellerne.

– Det bliver håbløst at skabe tillid mellem mennesker hvis selv journalisterne drømmer om et marina-bryllup for millionærer.

Det eneste lidt uheldige ved ekslusivitets idéen, det er følelsen hos dem, der står udenfor…

[dcfl-link text=”Open Menu”]

Om Goloms forfærdelige tvivl – den moderne!

Een af de eneste figurer i Lord of the Ring – The Two Tovers – som står tilbage efter filmen er forbi – og man er overkommet hvor smukke de var eller Frodos blå øjne, er Golom. Det er jo i og for sig mæ rkværdigt da vi fleste af os går rundt i mærkevare og drikke cafe Latte og Golom er nøgen, grim og ikke dét første man ville fortælle var del af ens familie. Men han udtrykker noget, noget der er langt dybere end de øvrige figurers kliche-fabrikation, der mere eller mindre lever op til enhver DreamSociaty-lækkerhed.

Vi genkender Golom, men genkender os ikke i smukke Viggo eller Alfe-yndige ???? – de er SÅ rene at de bliver umenneskelige, fabrikatarer – og derfor ikke interessandte. Golom er i tvivl. En tvivl der manifestere sig SÅ tydeligt at han ligefrem har to ansigter, hvis det da ér en “ham”, han bliver både en gammel kone og forladt lille dreng med mikro-sekunders mellemrum. Selv det tvetydige kønslige er på spil – eller kan man sige alt er frygteligt åbent og ingen repræsentation sikker. Hvem er jeg?

I filmen – The Two Towers – har den ene mørke side taget ham i starten, men så får han een Frodo der står op for ham og tror på ham – og vil guide ham. I MIN termonologi får Golom en menneskelig repræsentant at binde sig til. Det har det ikke skortet på i Goloms tidligere liv, hvorfor staklen kan overtales til at være verdensbehersker eller underdanig fætter på sekundet – som man bliver når man ikke har haft en binding til et andet – og sundt menneske – der foruden at give een evnen til at binde sig – være sammen med en anden – også lærer een hvem man egentlig er – SER een i bred betydning. (Hvis man ikke bliver set – kan man heller ikke sig sig selv – og kan gå galt – og gør det…)

Men desværre, som en moderne forælder, får Frodo nok i sine egne problemer og kan ikke magte adoptivbarnet Golom. Golom bliver ladt alene – igen – endda efter at have turdet det farligste for en tidligere forladt; at HAVE troet på en ny anden – tilknytningens mulighed i verdenen (og gjort det!). Og dén (repetitive) forladthed kan Golom ikke klare, i filmens sidste minutter. Stemmerne kommer igen og kulden… Selv om han krymper sig sammen i fosterstilling og vender ryggen til os for at værne sig, så får de magt; Stemmerne – og længslen efter Den Dyrebare påbegynder igen – fuck Frodo – nu har du selv skabt en fjende in-house fordi du var optaget…

Dérfor løber Golom med publikums-opmærksomheden – fordi det moderne liv er “Golomskt”! På den ene side og den anden. Hvor skal jeg hen, hvem er jeg – hvad skal jeg ville? Og sådan opstår den frygtelig tvivl og deraf medfølgende angst – som hos Golom – af forladthed – bortkastelse – udstødelse af fælleskab fra den ene Anden der gav en fundament for godt og ondt og rigtig og forkert og sjovt og alvor – og fuldstændig som Bendt Bendtsen bakkede os op hvadend vi gjorde (altså aldrig udstødte os) selv om far lagde afstand til knægtens narko-gerninger.

Og sån er behandlingen af os – forladte – at vi får en tilknytning til En Anden, en funderet Anden, der kan se os og i begyndelsen sige hvordan vi har det, fordi vi i vores forladthed ikke mærker eller aner om vi er i god spænding eller lammende uro. Og sån åbner ethvert menneske – og dyr til sit stærke selv – at man bliver favnet – og modsat omsorgssvigt – får omsorg – at den funderede Anden kan rumme vores sorg – så vi tør fortælle den; at vi er bange for at vores kammerat er ved at forlade os, at vi ikke synes at vi er kønne.

Og denne gentagelse i at kunne blive rummet med ALLE sider – gør at ingen sider af dig eller mig behøver at forflyttes til Skyggeland, men kan være i det åbne – uden skam. Hele mig er ok, selv om selvfølgelig nogen ting er lidt federe at vedstå end andre. Men jeg er elsket!

(- Modsat Golom, der er fuldstændig glemt – men dét glemmer Golom ikke, bare vendt til tredie akt! De udstødte slår igen, med mindre de har slået sig selv ihjel, forinden…)

Broen til selvet – Tillidsbroen

Det sker noget ved tidlig afvisning. Ved et tidligt forældre-tab. Når den første eller anden vigtige i et barns liv skader “broen”mellem barnet og den anden – dé andre.

For barnets vinkel opleves det som et chock, et chock der biologisk får barnet til at impulsivt trække sig, fortrække sig – og nogengange helt væk fra sig selv.

Broen til den anden er vigtig. Det er den tillids-bro mellem mig ogverdenen og hvis den bro ødelægges, eller rystes, så rystes tillidsbroen mellem “mig” og “verdenen” – så skal jeg passe på fordi mine impulser kan medføre dén frygtelige uønskede effekt; at verdenen afviser een og man forlades – skubbes bort, isoleres.

Derfor er den emotionelle og kemiske logik, at man selv trækker sig, for-trækker sig, for ikke igen opleve dét forfærdelige – at kastes bort. For at passe på sig selv, undlader man at risikere med det væsensligste – sig og sit forhold til verdenen – sin relation. relationer er blevet farlige. Så helre alene.

Dét også i forhold, men alene – der er noget der er holdt tilbage – angst. Man ér sammen, måske gift, men den sidste del af een selv – er fraspareret. Hvis dén ses, så vil det ske igen – afvisningen. derfor bliver man giver, betaler, dén med de store armbevægeler overfor andre. Man skal bøde for at de andre vil lege med een.

Når man opdager eller får hjælp til at se dén jule-leg, at den tidlige skam-påførsel, helt op i voksen-livet, biokemisk og emotionelt styrer een, kan man bryde møsnstret. Få gen-skabt tillidsbroen. Se uretten i at blive afvist. Blive vred – adressere dén vrede og derved få æres-oprejsning til sig selv igen.

Jens Arentzen CV

Download CV på dansk
Download CV on engelsk

CURRICULUM VITAE JENS ARENTZEN 
Født 2. marts 1958 Skuespiller, manuskriptforfatter, instruktør og foredragsholder
Underviser på bl.a. de danske skuespillerskoler, Den Danske Filmskole og er foredragsholder for mere end 50.000 publikummer om året.Uddannelse
1979 – Aarhus Teaters Elevskole 1979
1989 – Den Danske Filmskoles manuskriptlinie Læs resten